|
Santenay stammer med stor sandsynlighed fra det franske ord Santé, der betyder sundhed. Byen har siden romertiden været kendt for sine salte kilder, der blandt andet skulle have en positiv virkning på gigt. Men måske også kommunens vin ville være godt for noget. Samtidigt er Santenay den sydligste kommune i Côte d’Or. I Santenay er hovedparten af de 392 ha. beplantet med rødvin. I alt er 348 ha. beplantet med røde druer, medens de resterende 44 ha. er dyrket med henblik på fremstilling af hvidvin. De udbredte røde vine ligner på mange måder vinene fra Chassagne. Tyngden ligner meget, men Santenay er altid mere rustik end den mere elegante Chassagne-Montrachet. Vinene fra Santenay kan endda være mere kraftfulde og mørke end vinene fra den nordlige nabokommune. Hvidvinene fra Santenay har dog langt fra samme kvalitet som de hvide fra Chassagne-Montrachet. |